top of page
DGNB_5.jpg
CLEAN TECH HOUSE

Teglværk i front med bæredygtigt byggeri

Artikel af Journalist Stener Glamann,

Udgivet på Projectzero.dk den 6. november 2019

Teglværker bruger enorme mængder energi på at brænde ler, så hvordan kan sådan en virksomhed være andet end klimasynder?

Svaret fra projektleder Jacob H. Bendtsen fra Gråsten Teglværk er: Bæredygtigt byggeri.

Han viser rundt i det næsten færdige demonstrationshus på Havnevej i Egernsund tæt på teglværkerne. Den kompakte rødstensbygning bliver Danmarks tætteste hus og det første parcelhus i Danmark, der er certificeret efter den høje DGNB-standard, der er langt strengere og mere detaljeret end det danske bygningsreglement. Jacob Bendtsen er selv uddannet DGNB-konsulent.

 

Mursten og isolering i ét

Grundstenen i det bæredygtige hus er Gråsten Teglværks patenterede CleanTechBlock, som på få år kan fordoble virksomhedens omsætning i hele Europa. Produktet har været 8 år undervejs, og er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet. Teglværket har i flere omgange modtaget EU-støtte til processen, blandt andet til at opføre og markedsføre demonstrationshuset.

CleanTechBlock er mursten og isolering i ét. En blok består af to stykker mursten med isoleringsmateriale imellem. Det lette sorte isoleringsmateriale er opskummet genbrugsglas, som har bundet CO2, der har bedre isoleringsegenskaber end atmosfærisk luft.

Genbrug og energibesparelse

Den teknik er også patenteret. Glasset kommer fra genbrugspladser. De sender det rene glas til glasværker, og så kan Gråsten Teglværk aftage resterne, hvor der godt kan være lidt plast og porcelæn i. Det bliver knust til pulver og senere varmet op til 800 grader under vakuum. Almindeligt glasuld skal varmes op til 1.600 grader, så her er der en stor energibesparelse.

Billigere og nemmere 

Det færdige produkt er ca. 10 pct. billigere end traditionelle mursten og isoleringsmateriale, og så er det meget nemmere at håndtere i byggeprocessen. Der skal ikke mørtel imellem, men blot en fliseklæb, så når blokkene er limet sammen står der en færdig og vand- og varmetæt ydermur. Den holder i mindst 100 år, for der er ingen mørtel, som kan forvitre.

 

Før, under og efter 

Holdbarheden er netop grundtanken i hele DGNB-certificeringen. Det er et pointsystem bygget op om 40 bæredygtighedskriterier. Her vurderer man byggeriet før, under og efter.

  • Før – er energi- og ressourceforbrug ved materialerne
     

  • Under – er ved byggeprocessen
     

  • Efter – er energiforbruget i drift OG behovet for vedligeholdelse og udskiftning

Et eksempel, som vil overraske mange, er maling. Det boner negativt ud både før, under og efter. I demonstrationshuset har Jacob Bendtsen indvendigt valgt rå murstensvægge af genbrugssten, som giver høj score på bæredygtighed. De skal ikke males og maling indeholder sundhedsskadelige stoffer.

Talrige eksempler

Han har været hver eneste lille detalje i byggeriet igennem fra konstruktion over materialevalg til opvarmning, ventilation og belysning. Alle materialer er certificerede. Træet er dansk fyrretræ og birketræ, en installation i brusekabinen genbruger 80 pct. af vandet og der hænger ingen lamper ned, som kræver rengøring. Det er blot tre ud af talrige eksempler på bæredygtige løsninger, som interesserede kan se og opleve i huset på Havnevej i Egernsund.

Jacob Bendtsen understreger, at de mange bæredygtige løsninger ikke har gjort huset dyrere. Han vurderer, at det samlet set er 10 pct. billigere at bygge efter DGNB, og det er overholdt i demonstrationshuset.

Bæredygtigt tegl

Gråsten Teglværk vil naturligvis gerne sælge mur- og tagsten, og Jacob Bendtsen er helt sikker på, at det materiale stadig har en fremtid for sig.

"Tænk bare på de mange kirker og slotte, vi har rundt omkring i landet. De står i hundredvis af år, fordi de er bygget af et godt materiale", smiler Jacob Bendtsen.

Innovationen stopper ikke med CleanTechBlock. Næste udviklingsprojekt kan være en genbrugsmursten.

"Tegl består af ler og sand. Sand er i glas og ler er i porcelæn, så vi kommer til at gå videre med genbrugstanken sammen med Sønderborg Forsyning", fortæller Jacob Bendtsen.

Sideløbende arbejder teglværkerne med at bruge mindre energi i brændingsprocessen. Gråsten Teglværk har i de seneste år reduceret energiforbruget med 15 pct., og de udvikler videre ad den vej.

Hus i Egernsund har opnået højeste udmærkelse i bæredygtigt byggeri

Artikel udgivet af SonderborgNyt.dk den 18 december 2020

I denne uge fik Matzen-Tegl Huset i Egernsund bevis på, at være et af Danmarks mest bæredygtige enfamiliehuse. Beviset, en DGNB Platin-certificering, er den til dato hårdeste og mest omfangsrige certificering indenfor bæredygtigt byggeri.

Matzen-Tegl Huset har været med i en pilotfase, hvor Green Building Council Denmark har valgt at udvide sin bæredygtighedscertificeringsordning til også at omfatte énfamilieshuse.

”Det har været en interessant og lærerig proces, og vi står nu med et færdigt resultat, som på mange måde er skelsættende for dansk byggeri. Jeg håber, at opførelsen af vores hus kan bane vejen for fremtidige villa-byggerier, og at endnu flere danskere vil implementere bæredygtige løsninger, når de skal skabe deres fremtidige hjem. Det her er kun begyndelsen. Vi står foran en ny epoke”, siger DGNB-konsulent Jacob H. Bendtsen, der har været rådgiver på Matzen-Tegl Huset.

Matzen-Tegl Huset er endt med en flot DGNB Platin-certificering, som betyder, at boligen har en samlet DGNB score på mere end 80 procent.

Indtil nu har man udelukkende kunnet certificere større boligbyggerier eller erhvervslejemål, men med den nye DGNB-manual for énfamilieshuse bliver det altså også muligt at DGNB-certificere parcelhuse.

Byggeriet i Danmark står skønsmæssigt for ca. 40 % af energiforbruget og 35 % af klimaaftrykket og bæredygtigt byggeri og intelligente renoveringer kan nedsætte både ressourceforbrug og klimaaftrykket. Matzen-Tegl Huset sætter med DGNB Platin-certificeringen en ny standard for bæredygtige enfamiliehuse i Sønderborgs rejse mod CO2-neutralitet i 2029.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Sønderborgs ProjectZero.

bottom of page